Georg Simmel

Georg Simmel
Personlig information
Født	1. marts 1858 Berlin, Tyskland
Død	26. september 1918 (60 år) Strasbourg, Frankrig
Dødsårsag	Leverkræft
Barn	Hans Simmel
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Humboldt-Universität zu Berlin
Beskæftigelse	Universitetsunderviser, sociolog, filosof
Fagområde	Religionssociologi, filosofi
Arbejdsgiver	Humboldt-Universität zu Berlin
Elever	Erich Rothacker, Karl Mannheim
Kendte værker	Sociology, The Philosophy of Money[1]
Bevægelse	Nykantianisme
Påvirket af	Max Weber
Signatur
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Georg Simmel (født 1. marts 1858, død 28. september 1918) var en tysk filosof og sociolog. Han underviste ved Humboldt-universitetet i Berlin fra 1885 til 1914, da han blev professor i filosofi i Strasbourg, hvor han tilbragte resten af sit liv. Han så sig selv først og fremmest som filosof, men de vigtigste bidrag har han givet sociologien. Hans mest kendte værker er Philosophie des Geldes (1900) og Soziologie (1908).

Simmels skrivestil er essayistisk, og hans håndtering af emner kan virke sporadisk, tilfældig og adhoc. Dette har bevirket at Simmel historisk er blevet set som en marginal klassikker ved siden af Karl Marx, Émile Durkheim og Max Weber. Men netop hans essayistiske stil og hans særlige tilgang til diverse emner, gør at han i dag bliver set som en af sociologiens klassikere, og grundlæggeren af en særlig by- og kultursociologi.

Simmel har været inspirator til bl.a. Theodor W. Adorno, Walter Benjamin, Norbert Elias og Erving Goffman.

På dansk er udkommet en essaysamling ved navn Hvordan er samfundet muligt? (Gyldendal 1998) I bogen forsøgte Simmel at besvare: hvorfor opfatter vi den fremmede, som vi gør? Hvorfor er moden et fænomen, der må tages alvorligt? Hvad er storbymentalitet?.

i Bogen bliver præsenteret for vigtige begreber som:

Blaserthed: en følelse mennesker i en storby føler i forhold til hinanden, man er som kroppe overfor hinanden og ikke som subjekter.

Den fremmedes objektivitet: Det fænomen at fremmedes dom, kan virke mere neutral end nære relationer.

Kulturens tragik: At kulturen har vokset sig så stor, at det moderne menneske ikke kan blive et dannet individ. Det sidste dannede menneske var ifølge Simmel; Johann Wolfgang von Goethe

1. ^ Navnet er anført på engelsk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.